Nepal

Sidder og arbejder arbejder på alt mit Nepal materiale, alt det materiale der ved udgangen af 2010 skal blive til en bog. Der er fortsat nogle rejser til Nepal som skal gennemføres før projektet kan tage sin endelige form. Håber næste tur kan blive en gang i foråret. Nu har jeg siddet ved maskinen stort set hele dagen, bare afbrudt af en frokost med ven/svoger/kolega og fastelavnsboller i børnehaven.

Nåååå ja og så startede dagen jo med en ren forbandelse, tror det er fornuftigt at jeg først sætter ord på nu. Jeg var så vred at mine ord sikkert havde brændt hul i skærmen. Under morgenens besøg på den lokale café for at få min Chai-Latte, er de første gæster allerede kommet. Kl. er halv 10 og længst inde i det dunkle hjørne af rummet, sidder en direktør med sin assistent. Fyren virker cool og småsnakker lidt med dem han sidder sammen med. Jeg opdager hurtigt at der er tale om et avisinterview... En journalist har taget plads med notesblok. Ved siden af sidder årsagen til mit raseri! FOTOGRAFEN, jeg kan ikke se vedkommende men tænker at der må være tale om en af de der ældre levebrødsidioter som tjekker ind og ud med en sygelig præcision. Den slags kendetegnes ofte ved deres alder, det er mænd og de har smidt enhver form for kreativitet for over 30 år siden.

På denne café findes det lækreste portrætlys stort set overalt i caféen pga. de store vinduer... Bortset fra de 3 kvadratmeter disse folk har sat sig på, og fotografen fyrer sin flash af lige i panden på den stakkels direktør. Fred være med det, men stakkels de læsere af avisen som præsenteres for den omgang hø! Tænk sig, han blev ved i et kvarter dernede bagved, og til sidst var jeg millimeter fra at gå derned og tage sagen i egen hånd:-) Men så gik han... Hvis det er det man kalder det grå guld, så står verden da ikke længere. Når man ikke har mere nerve og passion tilbage i sit job end hvad den mand havde, så STOP!
Gad vide hvad han har i sinde at fumle med i morgen?

Godnat siger en der elsker sit job!